FC København var kun nået en lille halv time fra Viborg, da det stod klart, at de endnu en gang havde vundet det danske mesterskab.

Og hvad gør man så?

FCK-mandskabet var ikke i tvivl, og derfor fejrede de guldet på en Circle K-tankstation i den jyske by Knudstrup, hvor Kasper Kristensen ekspederede hele holdet.

»Først ser jeg et par FCK-fans, der træder ind i butikken, og så tænker jeg: 'Nå, de har nok spillet en kamp og er på rundtur og stopper her på tanken på vejen hjem.' Så går der fem-ti minutter, og så kommer resten af FCK-fansene og tømmer det meste mad og øl,« siger han til B.T. og fortsætter:

Pludselig troppede Cornelius og co. op på tankstationen i Knudstrup.
Pludselig troppede Cornelius og co. op på tankstationen i Knudstrup. Foto: Copenhagen Sundays
Vis mere

»Og så kommer FCK-holdet med bussen lidt efter, hvor de står og jubler ude på parkeringspladsen.«

Kasper Kristensen kunne med det samme kende FCK-spillerne, men havde bestemt ikke regnet med, at arbejdsdagen ville tage den vilde drejning, den gjorde.

»Jeg vidste overhovedet ikke, at der var kamp, så det var lidt et chok, at de pludselig dukkede op her. De lavede en god stemning herinde, og kunderne var også glade for, at de lige kom forbi og fik en oplevelse ud af det.«

»Det er min første lukkevagt. Jeg er kun lige blevet ansat for en måned siden, så jeg var sgu ikke lige klar på, at det skete herude i Knudstrup. Det er sådan en lille by,« griner han.

Alligevel forsikrer han om, at aftenens kunder ikke behøver gå tomhændet fra butikken.

»Jeg har stadig et par øl og en lille smule mad endnu, så der er ikke helt udsolgt,« lyder meldingen.