Christian Poulsen skifter til Ajax Amsterdam, skriver klubben på sin hjemmeside.

Der har længe været spekuleret i, hvor Christian Poulsen ville fortsætte sin glorværdige karriere, efter at han har været kontraktfri siden juli. Men nu bekræfter den hollandske traditionsklub Ajax Amsterdam, at de har hentet danskeren, som har skrevet under på en 2-årig kontrakt. Aftalen er dog betinget af en administrativ og lægelig behandling, skriver klubben på sin hjemmeside.

- Christian Poulsen er den type, der dirigerer og holder folk i gang. En leder, både på og uden for banen. Og det kan vi godt bruge til vores unge hold, siger Marc Overmars, klubbens direktør, til klubbens hjemmeside.

Christian Poulsen har allerede været på besøg i Amsterdam, hvor klubbens direktør er mere end ivrig efter, at få den blonde dansker i aktion.

- Han er i Danmark nu, men i går (tirsdag, red.) var han her med sin kone. Her fik han set vores faciliteter og naturligvis ArenA. De har også været i og omkring Amsterdam for at kigge på hus og skoler. De kommende dage vil alt blive håndteret, og det er hensigten, at han så hurtigt som muligt skal i gang her, siger Marc Overmars.

32-årig Christian Poulsen kommer med en kæmpe erfaring til det unge Ajax-hold, der er kendt for at gøre brug af mange af klubbens egne talenter. Med sit skifte til hollandsk fodbold har Christian Poulsen på imponerende vis formået at spille i den bedste nationale række i både Tyskland, Spanien, Italien, England og Frankrig, ligesom at han har optrådt 92 gange for det danske landshold.

Ajax Amsterdam råder i forvejen over danskerne Viktor Fischer, Christian Eriksen, Nicolai Boilesen og Lasse Schøne.