I Tottenham er Pierre-Emile Højbjerg den med flest pasninger, erobringer og tacklinger, men ser man på den sidste kategori samlet set i Premier League, bliver han overgået af en holdkammerat på landsholdet.

Christian Nørgaard er nemlig den af alle stjernerne i Premier League, der har lavet flest tacklinger, og når man gør det i verdens mest overvågede liga, bliver det bemærket.

»Ja, jeg har fået smidt den i hovedet et par gange. Den kører på Sky News ude i højre side hver dag til morgentræningen, så jeg har set det, og det er også en indikator på, at vi ikke har bolden så meget, som vi gerne ville. Men jeg synes da, det er fedt, og har fået en fornemmelse af, at jeg føler, at jeg kan spille med på den hylde. Jeg spiller ikke bare med, men er iøjnefaldende,« siger Christian Nørgaard og tilføjer:

»Der er statistikker om alt, og dem får man jo at vide. Det er ikke sådan, at jeg mærker en forøget interesse fra alverdens kroge, fordi jeg er den, der har tacklet mest i Premier League, men jeg er tilfreds med min første sæson og håber på, at jeg kan accelerere lidt her mod slutningen. Så vil det både som hold og individuelt være en top-Premier League-sæson.«

Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Vis mere

Christian Nørgaard fik rollen som oprydderen på Brøndbys hold under Alexander Zorniger og har fortsat den under Thomas Frank i Brentford.

I Brøndby havde Thomas Frank og Christian Nørgaard sværere ved at placere midtbanekrigeren på en position, hvor han var så dominerende, som han er nu.

»Der røg jeg jo rundt på en venstre kant og på 10eren under Thomas og kunne ikke få det helt til at fungere, men det er altid sjovt, hvordan tingene ændrer sig, og nu er det bare en anden stil, jeg har tillagt mig, og jeg nyder hvert et øjeblik,« forklarer Nørgaard.

Siden skiftet til Brentford har hverken Thomas Frank eller Christian Nørgaard imidlertid været i tvivl om, hvor han er bedst, og det har ført til en fast plads i landsholdstruppen.

Nørgaard ventes grundet Thomas Delaneys skade at være tæt på en plads i startopstillingen mod Serbien på tirsdag, og det er et opgør, som kan trække fulde huse, efter landsholdet har vundet danskernes hjerter oven på EM.

»Det er fantastisk for alle omkring Danmark og gør, at vi tager til en venskabskamp mod Serbien til et næsten udsolgt Parken. Og som jeg kunne forstå, er det mange, mange år siden, at der har været udsolgt til en venskabskamp i Parken, og det vidner bare om, at det, vi har fået skabt over de sidste ni, ti måneder og også før det, er meget unikt,« lyder det fra Nørgaard, der efter EM mærkede en fodboldkærlighed i Danmark, som han ellers kun prøvede i tiden i Fiorentina.

»Der er ingen tvivl om, at i tiden efter EM, når man gik rundt i København, der var det hver gang, man gik på gaden (at man blev genkendt, red.). Man spiste nærmest gratis, og det var ligesom at leve i Italien igen. Det var specielt,« bemærker han.