I Retten i Roskilde fremsatte fodboldtræneren Christian Lønstrup tirsdag et krav på 348.000 kroner af sin forhenværende arbejdsgiver FC Roskilde.

Det svarer til seks måneders løn og feriegodtgørelse.

Den 49-årige fodboldtræner fastholder, at han sidste år blev uretmæssigt fyret fra klubben, efter han angiveligt havde anklaget sine spillere for matchfixing.

Ifølge FC Roskilde var der dog ikke tale om en fyring - Lønstrup sagde selv sit job op og er derfor ikke berettiget til pengene.

Christian Lønstrup forlod FC Roskilde i slutningen af maj sidste år efter angiveligt at have anklaget sine egne spillere for matchfixing. (Arkivfoto) Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Christian Lønstrup forlod FC Roskilde i slutningen af maj sidste år efter angiveligt at have anklaget sine egne spillere for matchfixing. (Arkivfoto) Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den 15. maj blev træneren suspenderet fra sit arbejde i klubben.

En suspension er som udgangspunkt midlertidig, og fordi klubben ifølge Lønstrup ikke indikerede eller gjorde noget arbejde for, at træneren kunne vende tilbage til klubben, mener han og hans advokat, Pernille Nørkær, at der de facto er tale om en bortvisning.

Hvis retten skulle give Christian Lønstrup ret i, at han er blevet fyret, mener FC Roskilde, at fyringen er sket på et grundlag, der gør at han ikke er berettiget til nogen form for erstatning.

Christian Lønstrup nægtede angiveligt at fortælle klubben, hvem der havde fortalt ham om den angivelige matchfixing. Selv fastholder fodboldtræneren, at han ikke kendte kildens identitet og derfor ikke kunne afsløre den over for sin arbejdsgiver.

Der falder dom i sagen 17. juni.