Christian Eriksen er i top 10 i verden. Det var landstræner Åge Hareides ord efter den fænomenale indsats fra det danske landsholds altoverskyggende stjerne i sejren over Irland.

Fynboen har trukket en masse overskrifter oven på sit hattrick i VM-play off-kampen i Dublin tirsdag aften, og præstationen har da også vakt opsigt i London, hvor hans manager i Tottenham, Mauricio Pochettino, er fuld af rosende ord om sin dansker.

I en mail til BT forklarer manageren, der til daglig leder Christian Eriksen, at han forstår, hvorfor den danske landstræner er så begejstret for Christian Eriksen.

»Det er klart, at han (Åge Hareide, red.) er det. Jeg så også kampen, og han scorede nogle helt utrolige mål. Så selvfølgelig bliver man efter kampen meget begejstret for den præstation fra Christian og putter ham i top 10 i verden,« siger Mauricio Pochettino til BT og uddyber:

»Christian er meget ung, og i de sidste sæsoner har han vist, at han fortjener al den hyldest og kredit for sine præstationer i Tottenham og de resultater, vi har skabt i de sidste tre sæsoner. Han er en virkelig vigtig spiller for os. Selvfølgelig er han god. Vi er glade og også meget stolte, fordi det er så vigtigt for ham at deltage ved VM. Det er en kæmpe bedrift,« tilføjer manageren for Tottenham.

Efter 5-1-sejren i Irland tilføjede Åge Hareide også, at VM fortjente Christian Eriksen, og det omvendte gør sig også gældende, hvis man spørger Mauricio Pochettino.

»Det er så fedt for ham. Han scorede ubeskrivelige mål, et hattrick, og nu er han med ved det næste VM - det er en fantastisk bedrift for ham og selvfølgelig for Danmark. Jeg er virkelig glad på hans vegne, for han fortjener at spille ved VM næste sommer«, slutter argentineren i en mail til BT.

SE ET INTERVIEW MED POCHETTINO FRA TOTTENHAMS PRESSEMØDE HERUNDER

 
På pressekonferencen inden opgøret mellem Arsenal og Tottenham, havde Mauricio Pochettino rosende gloser til overs for Christian Eriksen.
Vis mere

Mauricio Pochettino har ikke blot været i skrivemode over for BT, tirsdag aften skrev han også en besked til Christian Eriksen, forklarede danskeren.

»Jeg har set en masse sms'er løbe ind på min telefon. Jeg så også en fra Mauricio. Jeg har set en fra Jesus, vores assistent. Jeg har set nogle få af dem, men jeg er ikke sikker på, om Harry (Kane, red.) har sendt én. Men Dier (Eric Dier, red.) har sendt og nogle få af de andre gutter, men jeg ved ikke hvem, for der er så mange,« sagde Christian Eriksen, der efter kampen ikke ville kalde sig selv for verdensstjerne over for pressen.

»Det er op til jer, om I vil kalde mig for en verdensstjerne. Det har ikke noget med mig at gøre. Jeg kalder heller ikke mig selv en verdensstjerne. Det er, hvad folk gør udefra. Jeg er stadig Christian fra Middelfart, selv om jeg har lavet tre i dag. Så er jeg den samme,« lød det fra den danske topscorer, der, ret beset ganske bemærkelsesværdigt, ikke engang var med på FIFAs 24 nominerede til årets spiller, som Cristiano Ronaldo som bekendt vandt.