Coronavirussen har tvunget Christian Eriksen og familien til at finde et nyt sted at bo.

Den danske Inter-stjerne har boet på hotel, siden han i januar ankom til Milano, men det har den allestedsnærværende coronavirus nu sat en stopper for.

Det skriver italienske La Repubblica.

Som en konsekvens af coronavirussen, der er særligt udbredt i det nordlige Italien, har hotellet, hvor Eriksen boede, valgt at lukke helt ned og annullere alle reservationer.

Derfor stod Christian Eriksen altså pludselig med en akut boligudfordring - La Repubblica skriver dog, at Inter har fundet en ny midlertidig bolig til danskeren.

Hotellet lukkede onsdag, hvilket var samme dag, som Christian Eriksen og holdkammeraterne i Inter blev sendt i isolation.

Det skete, efter det kom frem, at Juventus’ Daniele Rugani blev testet positiv for coronavirus – som den første spiller i Serie A.

Netop Juventus mødte Inter i weekenden i Serie A.

Og det blev altså den sidste kamp, som Inter nåede at spille, inden Serie A blev sat på pause på grund af coronavirussen.

Indtil videre er alle kampe i Serie A suspenderet indtil 3. april.

Inter-spillerne træner heller ikke i øjeblikket.

På klubbens hjemmeside fremgår det af en meddelelse, at alle aktiviteter er indstillet på ubestemt tid.