Det er slet ikke nogen dum tid at være Christian Eriksen i lige nu.

Danmarks bedste fodboldspiller har spillet en stor rolle i at få vendt tingene i storklubben Manchester United, og søndag spillede han en brandkamp og var involveret i alle tre mål, da United slog rivalerne fra Arsenal med hele 3-1. Se målene i videoen over artiklen.

Og danskerens præstation og stærke indtræden på United-holdet er noget, der tager kegler i det engelske, hvor fynboen storhyldes efter søndagens opvisning i millimeterpræcise afleveringer, hårdt arbejde og teknisk snilde.

»Sikke en fantastisk kamp, Christian Eriksen har spillet – det indkapsles af hans løb og oplæg til Marcus Rashfords andet mål.«

»Det er utroligt at se ham spille så godt på dette niveau, efter det der skete sidste år. Sikke en fantastisk historie,« skriver fodboldeksperten og den tidligere verdensstjerne Gary Lineker på Twitter med henvisning til Eriksens hjertestop i Parken 12. juni sidste år.

Hos rettighedshaverne Sky Sports blev danskeren udpeget som den bedste spiller i kampen, og her satte ekspert Paul Merson ord på danskerens overlegne præstation.

»Eriksen gjorde nok forskellen. Det Eriksen har, som Arsenal ikke har, det er boldene, der bryder linjerne. Det er i mine øjne forskellen på de to hold.«

Også her hos B.T. tog Eriksen sin hidtil bedste karakter i Manchester United, da han fik fem stjerner for kampen mod Arsenal. Du kan læse vores dom over præstationen HER.