Det var en helt bevidst handling fra Christian Eriksen, da han sendte den afgørende aflevering afsted til 1-0.

- Det var med vilje.

Sådan lyder det fra fodboldlandsholdets Christian Eriksen, da han skal beskrive den aflevering, som spillede Yussuf Poulsen fri i 84. minut af Danmarks EM-kvalifikationskamp mod Schweiz.

Poulsen udnyttede pasningen til at score det mål, der sikrede Danmark en 1-0-sejr over Schweiz i en fyldt Parken.

Ifølge landsholdsprofilen havde han allerede fornemmet sin holdkammerat ud af øjenkrogen.

- Jeg kiggede, inden jeg fik bolden, hvem der var fremme. Jeg så først Andreas Cornelius løbe dybt, og så kunne jeg fornemme, at der var en i midten, som så var Yussuf.

- Så kunne jeg se, at midterforsvaret løb med Andreas Cornelius, og så satsede jeg så på at spille Yussuf Poulsen inde i midten, siger Christian Eriksen om sin aflevering.

På den ene langside af Parken, var der en tifo med titlen "Danish Dynamite", og selv om der ikke var meget dynamitbold over danskernes spil, sprængte Eriksens aflevering alligevel forsvaret.

Han spillede ikke en stor kamp, men gjorde sig igen bemærket med en kampafgørende handling.

- Det er det, man er med for, siger Eriksen.

- Selvfølgelig vil man gerne være endnu mere afgørende, der manglede bare det sidste skarphed - blandt andet fra mig selv, men også fra andre, fortsætter han.

Sejren over Schweiz gør, at landsholdet har sat sig i en gunstig position i forhold til at spille sig til EM.

Danmark har 12 point, hvilket er samme antal som Irland, mens Schweiz har otte point. Ifølge Eriksen ånder landsholdet ikke lettet op endnu.

- Når vi er videre, føler jeg mig lettet. Det her var et skridt på vejen, og vi skal stadig gennem to kampe, siger Eriksen.

Christian Eriksen og landsholdets næste opgave er en testkamp mod Luxembourg tirsdag i Aalborg. I EM-gruppen mangler Danmark at spille mod Irland og Gibraltar.

/ritzau/