Det er sjældent, at den danske fodboldstjerne Christian Eriksen kaster sig ud i kritik og konflikter.
Men i et interview med The Sunday Times sender fynboen nu et spark bagud i retning af hans tidligere manager i Manchester United, portugisiske Ruben Amorim.
Da presset og de manglende resultater var ved at vælte Amorim for et år siden, udtalte han, at hans mandskab 'måske var det dårligste hold i Manchester Uniteds historie'.
Det faldt ikke i god jord hos Christian Eriksen.
»Det hjalp slet ikke. Jeg tror ikke, det hjalp spillerne overhovedet.«
»Nogle ting kan man sige internt, men det er ikke særligt klogt at sige det eksternt, for det lægger et ekstra pres på spillerne og sætter et ekstra stempel på dem, som i forvejen forsøger at gøre deres bedste,« siger Christian Eriksen i interviewet med Sunday Times.
Christian Eriksen forlod Manchester United i sommer, da hans kontrakt med den vaklende storklub udløb.
Han tørner i dag ud for Bundesliga-klubben Wolfsburg.


