Pas lige på, du ikke får kaffen galt i halsen, når du læser videre.

Den tidligere landsholdsspiller, Superliga-profil og udlandsprofessionelle Nicolaj Thomsen har mandag taget et særdeles overraskende skridt i karrieren.

Han har skrevet under på en aftale med 2. divisions tophold, B.93, der ligger på Østerbro i København, hvor han tidligere har spillet for FC København.

Nicolaj Thomsen har været uden klub siden sommer, hvor han forlod Superliga-nedrykkerne fra Sønderjyske.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Siden har han ifølge B.T.s oplysninger afvist bud fra en græsk og en norsk klub med den begrundelse, at det ikke var den helt rette samlede pakke.

Den 29-årige kreative midtbanespiller har nemlig vægtet det højt, at fodboldkontrakten også harmonerer totalt med livet uden for banen – og nu får Thomsen altså mulighed for at holde formen ved lige og blive i København, hvor han bor og blandt andet også driver tøjvirksomheden Another Aspect.

Ligesom han kan vente på det helt rette tilbud fra et højere niveau.

Til B.93s hjemmeside fortæller Thomsen, at skiftet er en ny måde at gå til karrieren på.

»Jeg har brugt den seneste tid på at mærke efter, hvad jeg allermest har brug for. Glæden ved fodbold og ved at leve i nuet.«

»Jeg har igennem min karriere været alt for fokuseret på næste karriereskridt – og næste igen. Nu har jeg brug for en base, hvor jeg kan folde mig ud, og være fodboldspiller på lige præcis den måde, jeg har lyst til at være.«

»Derfor har jeg i dag skrevet kontrakt med B.93. En klub med stolte traditioner og værdier, som jeg kan se mig selv i,« siger den rutinerede nordjyde til sin nye klubs hjemmeside.

B.93 kalder tilgangen af Nicolaj Thomsen for en ekstraordinær mulighed.