Den norske fodboldspiller Erling Braut Haaland har sin fremtid på plads.

Den ombejlede nordmand skal fremover score mål for den tyske klub Borussia Dortmund.

Sådan lyder det på Bundesligaklubbens hjemmeside. Dermed bliver nordmanden holdkammerat med de danske spillere Jacob Bruun Larsen og Thomas Delaney i den tyske storklub.

Angriberen har fået en kontrakt, der løber til sommeren 2024, og han skifter fra RB Salzburg med nærmest øjeblikkelig virkning.

Borussia Dortmund skriver på sin hjemmeside, at den norske angriber støder til sine nye holdkammerater allerede 3. januar på træningslejr i spanske Marbella.

»Trods flere tilbud fra absolutte topklubber fra hele Europa har Erling Haaland besluttet sig for de sportslige udfordringer i BVB og de perspektiver, vi har stillet ham i udsigt,« siger den tyske klubs forretningsordfører, Hans-Joachim Watzke.

Den 19-årige Erling Braut Haaland har imponeret stort i løbet af efteråret. Ikke mindst i Champions League, hvor han scorede otte mål i seks gruppekampe. I den østrigske liga blev det til 16 mål i 14 kampe.

»Vi ser alle frem til at arbejde med en ambitiøs, atletisk og fysisk stærkt midterangriber, der har et udtalt målinstinkt og imponerende fart – som vi gerne vil videreudvikle i Dortmund,« siger Dortmund-sportschef Michael Zorc.

Den norske angriber har på grund af sit prægtige 2019 været på tale i klubber som Juventus og Manchester United. Men det blev altså Borussia Dortmund, som løb med hans underskrift. Den blev faktisk sat i dag, søndag, fremgår det af den tyske klubs hjemmeside.

Her fortæller nordmanden også, hvorfor valget faldt på de sort-gule. Det skete efter 'intensive samtaler' med klubbens ledelse.

»Jeg havde helt fra begyndelsen følelsen af, at jeg ubetinget ville skifte til denne klub, gå denne vej og spille fodbold i den utrolige atmosfære foran mere end 80.000 tilskuere. Jeg brænder efter det,« siger Erling Braut Haaland til hjemmesiden.

Borussia Dortmund ligger ved vinterpausen nummer fire i Bundesligaen.