
Mounir Nasraoui deler flittigt ud af glimt fra sit luksuriøse og opsigtsvækkende liv til sine 1,3 millioner følgere på Instagram, hvor han går under navnet 'Hustle Hard'.
For nylig fik han igen folk til at spærre øjnene op, da han pludselig annoncerede, at han nu er blevet forlovet.
Kæresten er nemlig 16 år yngre end ham selv og kun fem år ældre end hans verdenskendte søn, teenagefodboldstjernen og multimillionæren Lamine Yamal.
Selvom Mounir Nasraoui trods alt lever i skyggen af den 18-årige Lamine Yamal, bader han i rampelyset.
Et rampelys, hvor han viser sig selv køre rundt i eksklusive biler, i dyrt mærketøj eller posere foran det enorme vægmaleri, han har af sig selv og sønnen i hjemmet.
Ofte bliver hans livsstil og til tider skandaleombruste tilværelse udskældt. Men han virker ligeglad. Skandalerne kommer vi tilbage til.
»Jeg mangler ikke noget, takket være min søn,« lyder det i adskillige af hans videoer på sociale medier.
Siden Yamals helt unge år har han været en ukuelig støtte, og det er han heller ikke bleg for at dele på en – ifølge mange – småarrogant måde.
'VI ER LEGENDER,' skriver han eksempelvis til et opslag i december, hvor han og sønnen står iført guldkæder, kasket og hiphop-agtigt tøj.
»Da han blev født, vidste jeg allerede, at han ville blive en stjerne,« har Mounir Nasraoui sagt til spanske Mundo Deportivo, mens han til The Telegraph har udtalt, at han har haft fuld tiltro til, at »han kunne blive større end Messi.«
Men i fjor kunne kometens far have mistet livet.
Det skete, da han blev overfaldet på en parkeringsplads efter et skænderi i byen Mataró, hvor Lamine Yamal er opvokset nord for Barcelona.
Nasraoui blev stukket adskillige gange med en kniv og blev bragt til hospitalet i kritisk tilstand.
En af hans venner vidnede efterfølgende i retten og fortalte ifølge La Vanguardia, at overfaldsmanden »begyndte at stikke ham som et dyr. Han ville dræbe ham.«

Omvendt blev det også hævdet i retten, at knivstikkeriet skete i selvforsvar.
Men Nasraoui – der er født marokkaner og oprindeligt bygningsmaler – har også bragt sig selv i uheldigt søgelys i forbindelse med sønnens karriere.
Blandt andet antydede han en sammensværgelse tilbage i september, da hans søn ikke vandt Ballon d'Or-trofæet, og Nasraoui råbte under ceremonien.
Yamal var ellers den største favorit til at vinde titlen som verdens bedste fodboldspiller sammen med Paris Saint-Germains Ousmane Dembélé.
»Jeg vil ikke sige, at det er det største tyveri, men den største moralske skade på et menneske. Jeg synes, at Lamine Yamal med længder er den bedste spiller i verden. Med stor afstand. Ikke fordi han er min søn, men kun fordi han er den bedste spiller i verden. Han har ingen konkurrenter,« tordnede han, inden han åbnede døren på klem for en form for komplot.
»Lamine er Lamine Yamal, og her er der foregået noget meget mystisk.«
En opførsel, der vakte stor diskussion verden over, akkurat som det, der skete på Estadio Benito Villamarin i Sevilla lørdag 6. december.
Her gæstede Barcelona Real Betis, og sikkerhedsfolk måtte bryde ind og rykke Nasraoui væk fra tribunen, fordi han angiveligt blev ved med at provokere Real Betis-fansene.
Det skete blandt andet ved Lamine Yamals straffesparksmål i opgøret, Barcelona vandt 5-3.
Meget mindre ved man om Sheila Ebana, fodboldspillerens mor, der ikke på samme måde er kendt for at stikke snuden frem.
Hun er oprindeligt fra Ækvatorial Guinea og har arbejdet som tjener. Forældrene blev skilt i 2010, tre år efter hun fødte Lamine Yamal som 21-årig.


