Norges unge fodbold-sensation Erling Haaland bliver nu bakket op af sin far efter heftig kritik for et omdiskuteret interview i weekenden.

Meningerne er allerede mange om den 19-årige Dortmund-spiller, som har givet et solidt aftryk både på - og uden for banen.

Det skete senest, da han efter Dortmunds kamp i Bundesligaen svarede kort og lidt arrogant - vil nogen mene - på interviewerens spørgsmål. (Se hele interviewet i playeren)

Det interview blev voldsomt debatteret på de sociale meider, og Sky Sports-værten Jacqui Oatley gik hårdt til den unge Haaland.

»Det chokerer mig. Jeg tror aldrig, jeg har hørt en 19-årig snakke sådan. Det er vældig usædvanligt for en stor stjerne, som er vant til at lave så mange interview,« sagde Oatley til VG.

Men Erling Haaland hverken skal være eller er en robot.

Det forklarer hans far, den tidligere fodboldspiller Alf-Inge Haaland, i et interview med Jan Åge Fjörtoft i podcasten 'Pod save the ball'.

»Nu kender jeg Erling ret godt. Nu og da kan han virke arrogant i sine svar, men denne gang synes jeg faktisk, at han gjorde det fint.«

»Erling skal have lov til at være sig selv. Jeg vil ikke have, at han skal opføre sig som en robot - hverken på banen eller i et interview,« fortæller Alf-Inge Haaland og fortsætter:

»Det var et langt interview med ham, og da jeg læste kritikken, kunne jeg ikke forstå den. Men jeg forstod det så, da jeg så, at det handlede om et klip mod slutningen. Havde det været hele interviewet, ville jeg have forstået kritikken, men det var det ikke.«