Arsenal-spilleren Mesut Özil stopper på det tyske landshold efter stor debat om foto med Tyrkiets præsident.

Berlin. Mesut Özil har spillet sin sidste landskamp for Tyskland.

Søndag meddelte Arsenal-spilleren, at han stopper på det tyske landshold efter stor ballade omkring et foto af Özil og den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Det meddeler fodboldspilleren på Twitter.

'Det er med et tungt hjerte og efter stor overvejelse, at jeg ikke længere vil spille for Tyskland på grund af de seneste begivenheder, når jeg har en følelse af racisme og mangel på respekt.'

Det var dette billede med Erdogan, der vakte stor opsigt og som fik det tyske fodboldforbund til at reagere.
Det var dette billede med Erdogan, der vakte stor opsigt og som fik det tyske fodboldforbund til at reagere. Foto: KAYHAN OZER
Vis mere

'Jeg plejede at bære den tyske landsholdstrøje med stolthed og glæde, men det gør jeg ikke længere.'

'Det, som har frustreret mig mest i de seneste måneder, har været den dårlige behandling, jeg har fået af DFB (Det Tyske Fodboldforbund, red.) og i særdeleshed af DFB-præsident Reinhard Grindel,' skriver Özil på Twitter.

Det skabte stor debat og vrede, da Özil poserede med Erdogan, og det tyske fodboldforbund kommenterede også på sagen.

'Vi respekterer selvfølgelig vores spillere med migrant-baggrund, men vi må også understrege, at DFB står for værdier, Erdogan ikke i tilstrækkeligt omfang viser respekt for,' lød det i en udtalelse ifølge The Independent.

Tidligere søndag lavede Mesut Özil et opslag, hvori han forklarede, hvorfor han havde fået taget billedet.

'Som jeg sagde, så har min mor aldrig ladet mig glemme mit ophav, min arv og familietraditioner. For mig var det at tage et billede med præsident Erdogan ikke noget politisk, det handlede om at respektere den højeste leder i min families land. Jeg er fodboldspiller og ikke politiker,' skrev Özil om beslutningen om at få taget billede.

Et billede der medførte kritik, og som nu altså har medført, at Mesut Özil stopper på det tyske landshold.

'Jeg føler mig uønsket og føler at det jeg har opnået siden min internationale debut i 2009 er blevet glemt. Folk der diskriminerer skal ikke have lov til at arbejde i verdens største fodboldforbund, der har mange spillere med familier, der kommer fra flere kulturer,' skriver Mesut Özil.

/ritzau/