Alexandre Letellier fik sig en enorm forskrækkelse og et vanvittigt chok natten mellem mandag og tirsdag.
Omkring klokken to blev Paris Saint-Germain-målmanden og resten af familien angrebet af indbrudstyve, kort efter husets alarm gik i gang.
Det skriver flere medier herunder franske Le Parisien og RMC.
Tyvene skaffede sig først adgang til husets have – i byen Hardricourt uden for Paris – hvilket fik Letellier til at ringe til politiet. Men ordensmagten var ikke hurtig nok.

De fire indbrudstyve nåede ind i huset, og her blev helvedet til virkelighed.
Parret og deres to børn på to og seks år blev taget til fange og bedt om at samle sig i et rum af de fire ondsindede mænd, som truede familien med en kniv for at skaffe sig adgang til penge og smykker.
Den 33-årige Letelliers kæreste blev også slået i hovedet undervejs, mens hun havde sit toårige barn i favnen.
Politiet fik dog sat en stopper for mareridtet, da de pågreb tre ud af fire indbrudstyve, som nu er anholdt. To af dem var mindreårige.
Reservemålmanden Alexandre Letellier kom til Paris Saint-Germain i 2020 og har kun spillet to kampe for klubben.
Den ene mod Metz i maj 2022, den anden mod Clermont tidligere i år.

