Hvor er det dog bare ærgerligt.

Heldet er ikke ligefrem med den danske fodboldspiller Frederik Holst, som går en forfærdelig tid i møde.

For den tidligere Brøndby-spiller må for en stund sætte sine støvler på hylden. Det skyldes, at Frederik Holst er blevet alvorligt skadet.

Det skriver det norske medie Romerikes Blad.

Frederik Holst.
Frederik Holst. ADAM IHSE

Mediet skriver, at skaden er opstået til træning i klubben Lillestrøm, som Frederik Holst til daglig spiller for. Herudover at skaden er ganske alvorlig.

Dette vidste de med det samme, og derfor blev den danske fodboldspiller straks hentet med en ambulance fra træningen.

Og da Frederik Holst kom til hospitalet, var der nedslående nyt. Det fortæller Lillestrøms fysioterapeut Sondre Jakobsen til mediet.

»Der blev konstateret et brud i hans ankel, og det betyder, at han skal opereres. Foreløbig er det ikke helt afgjort, hvornår han bliver opereret, men nok i løbet af den næste uge,« siger han.

Med en brækket ankel må Frederik Holst altså holde sig uden for kridtstregerne og i stedet fokusere på sin genoptræning, når han har overstået operationen.

Frederik Holst kom til Lillestrøm i starten af 2022, hvorefter han har spillet fast for den norske klub. Danskeren spillede i Brøndby IF helt fra sin ungdom af, til da han skiftede til Sparta Rotterdam i 2017.