Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Han var udset til at blive den nye anfører på det franske landshold efter Hugo Lloris' pension.
Nu viser det sig, at han har taget en helt anden retning.
For Manchester United-stjernen Raphaël Varane har valgt at stoppe på det franske landshold.
Det skriver han på sin Instagram-profil, og chokmeldingen betyder, at han stopper på landsholdet som blot 29-årig.
'At repræsentere vores pragtfulde land i et årti har været en af de største ærer i mit liv. Hver gang jeg har båret den blå trøje, der er så speciel, har jeg mærket en enorm stolthed,' skriver Raphaël Varane.
Han forklarer ikke direkte, hvorfor han vælger at trække sig fra landsholdsfodbolden allerede nu, men skriver dog, at tiden er inde.
'Jeg har tænkt over det i flere måneder, og jeg har valgt, at det var det rigtige tidspunkt for mig at lade mig pensionere fra landsholdsfodbolden,' skriver han også.
Forsvarsspilleren har spillet 93 kampe på det franske landshold, hvor han fik debut i 2013. Han har båret anførerbindet 16 gange og virkede umiddelbart som en naturlig arvtager efter Hugo Lloris, som var holdets anfører hidtil.
Han valgte dog at trække sig fra landsholdet for knap en måned siden, og derfor var det oplagt, at Varane skulle tage over.
I stedet for skal landstræner Didier Deschamps nu finde en ny anfører.
Raphaël Varane var med til at vinde VM med Frankrig i 2018 og deltog også i 2022 under slutrunden i Qatar.
Finalenederlaget til Argentina viste sig altså at blive hans sidste kamp i den blå trikot.
Varane er den tredje franske spiller, der annoncerer sin landsholdspension efter VM. De første to var altså Hugo Lloris og Ballon d'Or-vinderen Karim Benzema.