Kort før en af Aarhus Fremads største kampe i mange, mange år, udspillede sig et drama på lægterne.

En ældre herre fik det dårligt og faldt om. Han fik hjælp, inden en ambulance blev tilkaldt og den tog siden manden med på Skejby Sygehus.

Det fortæller Aarhus Fremads klublæge Søren Rahbek til B.T., efter Aarhus Fremad onsdag aften har sendt et tweet ud om hændelsen.

»Vi skylder naturligvis at meddele, at der skete to mirakler på Riisvangen i dag. Dem, der var på stadion, kunne høre, at en læge blev tilkaldt kort inden kampstart.«

»Herren, der behøvede hjælp, var dog okay, da han blev afhentet af en ambulance,« lyder det fra Aarhus Fremad.

Søren Rahbek, der var med til at hjælpe den ældre herre, fortæller om situationen:

»Han fik det skidt før kampen og besvimede. Han vågnede igen kort efter, og vi var så ved ham, til ambulancen kom og tog ham med til Skejby.«

»Der var ikke hjertestop eller noget, men han var helt klart syg - det havde han været natten forinden, fortalte han,« siger Søren Rahbek.

Herren nåede altså ikke at få kampen på Riisvangen med.

Dermed så han ikke 2. divisionsmandskabet Aarhus Fremad ydmyge Brøndby IF med 4-0 i en kamp, der vil gå over i historien som en af de største pokalsensationer.

Efter kampen var Niels Frederiksen rasende, Mathias Greve kaldte det den værste oplevelse i karrieren - og tilskuer og TV 2-ekspert Morten Bruun var helt oppe at flyve over at have overværet kampen.