Der er skidt nyt til Danmarks landshold.

Venstreback Riza Durmisi, som var med i begge de to seneste VM-kvalifikationskampe, er blevet skadet.

»Riza Durmisi blev i søndagens kamp mod Valencia skadet. Lægelige undersøgelser mandag viser, at danskeren har pådraget sig en skade i det højre lår. Det er påregnet, at skaden vil holde ham ude i omkring tre uger,« skriver Durmisis spanske klub, Real Betis, i en kort nyhedsopdatering.

Dermed er det tvivlsom, om den tidligere Brøndby-spiller kan nå at blive klar til de kommende playoffkampe, som spilles mellem den 9. og 14. november.

Durmisi erstattede Jens Stryger Larsen i kampen mod Montenegro tidligere på måneden. Fire dage senere var han med fra start i Parken mod Rumænien.

Danmarks modstander til de vigtige VM-playoffkampe findes senere i dag ved en lodtrækning. Find ud af om det bliver Irland, Nordirland, Sverige eller Grækenland her på bt.dk klokken 14.