Brian Riemer har nok gjort klogt i at holde sig langt væk fra de sociale medier de seneste dage.
For efter lørdagens fadæse i Parken, hvor Danmark spillede 2-2 mod Belarus, er landstræneren nemlig blevet kritiseret voldsomt af de danske fodboldfans.
Især på nettet. For det gløder.
Her mener adskillige nemlig, at landstræneren reagerede alt, alt for sent med sine indskiftninger i lørdagens nedtur.
Og på mandagens pressemøde i Glasgow forud for braget mod Skotland blev Brian Riemer da også spurgt ind til kritikken, der har ramt ham de seneste dage.
»Jeg håber, at jeg er hurtig nok til at reagere i morgen,« sagde landstræneren med et smil, inden han uddybede lørdagens beslutninger:

»Vi sendte Victor Froholdt på banen for at kaste noget af forsigtigheden over bord. Men tingene gik så hurtigt. Og vi gik fra at føre til at være bagud på tre og et halvt minut. Så vi måtte lave en udskiftning af tre mand.«
På trods af den massive kritik står Riemer stadig ved sine beslutninger i Parken.
»Jeg synes, at de var korrekte. Men udfaldet blev det ikke. Vi leverede en præstation, som ni ud af 10 gange ville have givet os en sejr,« afsluttede han.
Der venter et gigantisk brag, når Danmark tirsdag aften skal forsøge at sikre VM-billetten på det ikoniske stadion Hampden Park i Glasgow.
Mens Skotland er pisket til en sejr, hvis de vil snuppe førstepladsen i kvalifikationsgruppen, kan Danmark nøjes med uafgjort for at vinde gruppen.
Du kan følge kampen live på bt.dk fra klokken 20.45.
