Chip i bolden hjalp VAR med at annullere kroatisk udligning
Kroaterne troede, at de havde udlignet i det 103. minut mod Portugal. Men der var offside, fortalte teknologien.

Kroaterne troede, at de havde udlignet i det 103. minut mod Portugal. Men der var offside, fortalte teknologien.

Med det blotte øje var det umiddelbart svært at se, at Igor Matanović ramte bolden med hovedet ved Joško Gvardiols udligning for Kroatien mod Portugal dybt inde i tillægstiden natten til fredag dansk tid ved fodbold-VM.
En chip i bolden kunne derfor hjælpe folkene i VAR-vognen med at punktere den vilde kroatiske eufori.
Matanovićs hoved rørte bolden, der var på vej hen til Mario Pašalić. Og på det tidspunkt stod Pašalić i en offsideposition, og derfor blev det kroatiske 2-2-mål i det 103. minut annulleret.
Teknologien bag hedder connected ball technology. Sensorer i bolden indsamler data 500 gange i sekundet og registrerer accelerationer og bevægelser i tre dimensioner.
- Disse data bruges til at beregne, hvornår der har været en berøring, og oplysningerne sendes derefter til videorummet, hvor de kombineres med trackingdata om spillerne fra stadionkameraer for at hjælpe VAR-teamet, lyder det på Fifas hjemmeside.
Og det var altså det, der skete i opgøret, hvor portugiserne avancerede til ottendedelsfinalerne med 2-1.
Efterfølgende blev en graf vist på tv-billederne, hvor det kan ses, at der er udsving, idet bolden rammer Matanovićs hoved.
Den kroatiske landstræner, Zlatko Dalić, skød efter kampen med skarpt mod VAR, som han mener, "tager glæden ud af fodbold".
- Man kan se, hvordan de umiddelbare følelser er blevet dræbt, og samlet set tager sådanne beslutninger glæden ud af fodbold, siger han på det officielle pressemøde efter kampen.
Ifølge portugisernes landstræner, Roberto Martínez, var der dog ikke meget at diskutere efter opgøret.
- Der er ikke tale om en subjektiv vurdering. Chippen i bolden viste, at Matanović rørte den, og at Mario Pašalić stod i en offsideposition, da det skete, siger den portugisiske træner.
Det er ikke første gang ved VM-slutrunden, at connected ball technology kommer i spil.
I gruppespillet fik Sveriges Mattias Svanberg annulleret en scoring mod Tunesien for offside, men chippen i bolden fortalte, at Alexander Isak ramte bolden inden, og Svanberg var derfor ikke offside. Sverige vandt det opgør 5-1.
RITZAU