Antonio Conte har stor tiltro til Andreas Christensen, som spillede søndag, mens David Luiz var vraget.

London. Andreas Christensen møder op i landsholdslejren i den kommende uge godt fyldt med selvtillid.

I hvert fald er han sendt afsted fra London med den bedst tænkelige opmuntring fra Chelsea-manager Antonio Conte.

Andreas Christensen spillede hele opgøret, da Chelsea søndag besejrede Manchester United 1-0, og det er næppe sidste gang, at danskeren finder vej til startopstillingen i Chelsea, hvis man skal tro Conte.

»Christensen er nutiden og fremtiden for Chelsea,« lød det kort og godt fra den italienske manager ifølge BBC efter sejren.

Mens Andreas Christensen var med fra start, så var forsvarsspilleren David Luiz slet ikke med i truppen søndag, hvor han sad og så på fra tribunen, og det var et tema efter kampen.

»Han skal arbejde virkelig hårdt. Ellers er han på bænken eller på tribunen,« lød det fra Antonio Conte.

Da han blev spurgt til 30-årige Luiz' fremtid i Chelsea lød svaret "det ved jeg ikke," hvorefter Conte udtalte sig om Andreas Christensen i stedet.

Alvaro Morata scorede kampens enlige mål, og sejren betyder, at Chelsea indtager fjerdepladsen i Premier League med 22 point.

Manchester United og Tottenham har hver 23 point på anden- og tredjepladsen, mens Manchester City på førstepladsen har 31 point.

Det danske landshold samles i den kommende uge til de to playoffkampe mod Irland om kvalifikation til VM-slutrunden.

Danmark møder Irland i Parken lørdag 11. november. Der er returmøde i Irland 14. november.

 
Angriberen Morata stod for scoringen, da Chelsea vandt hjemme over Manchester United.
Vis mere

/ritzau/