Det engelske tophold Chelsea med Andreas Christensen på banen fik tæv. Lammetæv.

Bundproppen West Bromwich smadrede London-klubben hele 5-2 på udebane.

Det var Chelsea-træner Thomas Tuchels første nederlag efter 13 kampe som ubesejret.

Chelsea var ellers på vej mod sejren, men et rødt kort allerede i første halvleg til Thiago Silva var med til at vende kampen helt på hovedet.

CLIVE ROSE

Den danske landsholdsspiller Andreas Christensen blev skiftet ind i Chelsea-forsvaret efter udvisningen, og fra nærmeste hold var han vidne til fem West Bromwich-mål.

Christian Pulisic havde netop bragt Chelsea planmæssigt foran med 1-0 i det 27. minut, da Thiago Silva to minutter senere måtte forlade banen efter sit andet gule kort.

Chelsea var tæt på at holde føringen indtil pausen, men to gange i første halvlegs tillægstid slog Matheus Pereira til, og så førte West Bromwich 2-1.

Da Callum Robinson og Mbaye Diagne øgede til 3-1 og 4-1 efter 62 og 67 minutter, lurede overraskelsen for alvor.

Med 20 minutter tilbage reducerede Mason Mount til 2-4, men nærmere kom Chelsea ikke et comeback.

I stedet øgede Callum Robinson til 5-2 i tillægstiden.

Sejren sender West Bromwich op på 21 point, men holdet er stadig næstsidst med syv point op til den rette side af nedrykningsstregen.

Chelsea ligger stadig på fjerdepladsen med 51 point, men holdet kan blive overhalet senere i runden af West Ham og Tottenham.