Chelsea skal møde Manchester United i FA Cup-finalen efter en 2-0-sejr over Southampton.

London. Den engelske FA Cup-finale i fodbold bliver et opgør mellem Chelsea og Manchester United.

Det ligger fast, efter at Chelsea søndag besejrede Southampton 2-0 i den anden semifinale på Wembley Stadium i London.

Lørdag vandt Manchester United samme sted med 2-1 over Tottenham i den første semifinale.

Southampton havde Pierre-Emile Højbjerg med i de første 63 minutter af søndagens kamp, mens Andreas Christensen varmede bænken for Chelsea.

Kampen blev indledt med flere gode chancer til Chelsea, blandt andet da Eden Hazard først sendte bolden lige over mål, mens Willian ramte overliggeren.

Derefter faldt kampen i niveau.

Southampton, der er kriseramt i Premier League og ligger til nedrykning, spillede mest sikkert, mens Chelsea heller ikke skabte det store.

Der var langt til den kamp, de to hold for nylig spillede mod hinanden i Premier League.

Her førte Southampton 2-0 på hjemmebane, inden et ellers uinspireret Chelsea-hold vendte tingene på hovedet i kampens sidste 20 minutter og vandt 3-2.

Det vides ikke, hvad Chelsea-manager Antonio Conte sagde til sine spillere i pausen af søndagens kamp, men det virkede i hvert fald.

Anden halvleg var knap kommet i gang, før Chelsea bragte sig foran 1-0 med en seværdig scoring.

Eden Hazard fik tæmmet en aflevering, og belgieren lagde bolden frem til Olivier Giroud.

Den franske angriber var hårdt presset af flere modstandere, men Olivier Giroud fik på en eller anden måde alligevel driblet sig fri til scoring.

Et par minutter efter 1-0-målet var Eden Hazard tæt på, men han sendte bolden lige forbi mål efter en Chelsea-kontra.

Kampen blev ved med at være chancerig, og også Southampton havde sine muligheder.

Ti minutter før tid blev målscorer Olivier Giroud skiftet ud, og ind kom i stedet Alvaro Morata.

Den spanske angriber skulle kun bruge få minutter på banen, før han headede bolden i mål til 2-0.

Kort efter ramte Southamptons Charlie Austin stolpen, men det lykkedes ikke for holdet at komme tilbage.

FA Cup-finalen spilles 19. maj på Wembley Stadium.

/ritzau/