Den danske landsholdsspiller Andreas Christensen har i denne sæson været henvist til en reserverolle i den engelske storklub Chelsea, men klubben er ikke klar til at slippe den 22-årige dansker.

Det fik han at vide, da transfervinduet var åbent i januar.

»Der var selvfølgelig en masse overvejelser, men da de gjorde det klart for mig, at der var brug for mig i klubben, så var det egentlig ikke så svært for mig at acceptere det.«

»Jeg har været i klubben i mange år, og jeg elsker stadig at være der. Det er udelukkende på grund af spilletiden, at der er blevet sat gang i overvejelserne. Men jeg kigger fremad og er meget afklaret med situationen,« siger Andreas Christensen til bold.dk.

Andreas Christensen ses her i aktion under torsdagens Europa League-kamp mellem Malmö FF og Chelsea. Peter Cziborra/Ritzau Scanpix
Andreas Christensen ses her i aktion under torsdagens Europa League-kamp mellem Malmö FF og Chelsea. Peter Cziborra/Ritzau Scanpix
Vis mere

I denne sæson har han under Maurizio Sarris ledelse fået spilletid i 15 kampe, men kun to af dem har været i Premier League.

I sidste sæson under Antonio Conte spillede Andreas Christensen 40 kampe for Chelsea.

Under landsholdssamlingen i oktober gjorde Andreas Christensen det klart, at situationen som reserve var uholdbar og luftede muligheden for at søge mod en klub med udsigt til mere spilletid.

»Det har været en svær sæsonstart. For at være ærlig har det været pisse svært.«

Foto: JOHN SIBLEY
Vis mere

»Jeg kan ikke tåle at have så meget tålmodighed igen. Nu er jeg 22 år, og jeg vil rigtig gerne spille. I de sidste tre sæsoner har jeg spillet fuldt for de hold, jeg har været på, så det er klart, at jeg ikke ser mig blive, hvis min nuværende situation også gælder i fremtiden,« sagde han blandt andet til Ritzau dengang.

Andreas Christensen fik fuld spilletid, da Chelsea torsdag vandt 2-1 ude over Malmö FF i Europa League.

Til AC's held, så står Chelsea-manager Maurizio Sarri til at blive fyret, ifølge forlydender i England, efter at Chelseas sæson har udviklet sig skidt i de seneste uger.

/ritzau/