Chelsea-træner Liam Rosenior har sendt midtbaneprofilen Enzo Fernandez i skammekrogen i de næste to kampe.

Viceanføreren kommer ikke i kamp, når Chelsea i weekenden møder Port Vale i FA Cuppen eller i den efterfølgende ligakamp mod Manchester City.

Årsagen er, at Enzo Fernandez flere gange har været rygtet til Real Madrid efter sæsonen. I den netop overståede landskampspause sagde argentineren, at han "ikke ved", om han er i Chelsea i næste sæson.

- Det er skuffende at udtale sig på den måde. Som person har jeg ikke noget dårligt at sige om Enzo, siger Chelseas træner, Rosenior, ifølge Sky Sports og flere andre engelske medier.

- Men han har krydset en linje i forhold til kulturen. Vi var nødt til at give ham en sanktion.

Det var til ESPN Argentina, at Enzo Fernandez' flirteri med Real Madrid gik lidt for langt til cheftrænerens smag.

- Mit fokus er i Chelsea. Så kommer der VM, og så må vi se efter det, lød det blandt andet fra argentineren, der også blev spurgt ind til, hvad han synes om Madrid som by.

- Jeg kan godt lide Madrid. Den minder om Buenos Aires, svarede Enzo Fernandez, der uddybede, at han godt kunne finde på at bo i den spanske hovedstad.

De udtalelser koster altså to ture på tribunen. Første gang er lørdag, når Chelsea møder Port Vale, der ligger sidst i den tredjebedste engelske række, i FA Cup-kvartfinalen.

Hvis Enzo Fernandez til sommer skal skifte til Real Madrid, bliver det nok ikke en helt billig fornøjelse for den spanske hovedstadsklub.

Argentineren har kontrakt med London-klubben til 2032. Ifølge engelske medier kostede han cirka 900 millioner kroner, da Chelsea i starten af 2023 købte ham i Benfica.

/ritzau/