Den engelske fodboldstjerne Raheem Sterling var i den forgangne weekend offer for et indbrud i sit hjem i Berkshire, der ligger lidt uden for London.

Chelsea-spilleren var hjemme i huset sammen med sine børn, da hændelsen skete.

Det bekræfter en talsmand for Sterling, i en udtalelse til The Athletic.

- Vi kan bekræfte, at Raheem Sterling var offer for et indbrud i sit hjem i weekenden. Vi kan også bekræfte, at han og hans børn var til stede i huset på tidspunktet.

På trods af den grove krænkelse meldes Sterling og familien i god behold.

Chelsea har tilbudt støtte til Sterling og hans familie, lyder det endvidere.

Det er anden gang, at Sterling er udsat for et indbrud. Det skete også i 2022, da han deltog ved VM for England.

30-årige Sterling har ikke spillet en fodboldkamp af betydning i denne sæson. Han er frosset ude i Chelsea, hvor han ikke indgår i træner Enzo Marescas planer.

Tidligere i karrieren havde Sterling noget større succes i Liverpool og Manchester City. I sidste sæson var han udlejet til Arsenal.

/ritzau/