Tammy Abraham er ikke bange for at lyde selvfed.

Ret skal da også være ret, for den blot 22-årige angriber har smadret kasserne ind for Chelsea, inden sæsonen blev parkeret på grund af corona-virus. Flere end hvad de fleste troede.

Men omvendt var det også svært for den unge fodboldspiller, der er gået fra enorm opmærksomhed grundet de 16 sæsontræffere til at være isoleret som så mange andre i sit eget hjem.

Abraham afslører, at han har fundet en helt speciel måde at motivere sig selv på, så han ikke mistede lysten til hjemmetræning. Det skriver Daily Mail.

Tammy Abraham scorede sejrsmålet mod Arsenal sidst i december, da Chelsea besejrede rivalerne 2-1.
Tammy Abraham scorede sejrsmålet mod Arsenal sidst i december, da Chelsea besejrede rivalerne 2-1. Foto: ADRIAN DENNIS
Vis mere

Den hemmelige opskrift lyder nemlig på, at han er gået på YouTube og slået sine egne mål op for at blive mindet om, at hårdt arbejde betaler sig.

»Jeg har spillet fodbold rundt om huset, løbet og styrketrænet en lille smule for at forsøge at forblive motiveret. Jeg er endda gået på YouTube og slået klip op med mig selv, set gamle videoer og små ting i den retning, bare for at forblive motiveret,« siger han i et interview, der er en del af kampagnen #ApartButTogether.

Om taktikken viser sig at virke fremover er uvist, men faktum er, at Abraham er slået igennem i denne sæson, hvor han eksempelvis har fået debut på det engelske landshold.

I alt har Tammy Abraham scoret 75 mål i 164 kampe for Chelsea, Swansea, Aston Villa og Bristol City.