Endnu en Premier League-spiller er havnet i stormvejr efter anklager om dyrplageri.

Senest var det West Hams Kurt Zouma – denne gang er det den skadede Chelsea-stjerne Ben Chilwell.

Det skriver The Sun.

En knæskade holdt ikke Chilwell tilbage fra en omgang tovtrækkeri med en indespærret tiger i en zoologisk have i Florida, hvor han lige nu er på ferie.

Instagram-optagelser viser, at Chilwell og hans venner trækker i et reb på den ene side af buret, mens den hvide tiger trækker i rebet med kød på den anden side.

Du kan se videoen nederst i artiklen.

Ifølge mediets kilde er der tale om dyremishandling, og det bakkes op af den britiske dyrevelfærdsorganisation RSPCA.

»Vi føler ikke, at denne aktivitet fremmer respekt for disse vilde dyr og bør ikke markedsføres til offentlig underholdning,« siger RSPCA ifølge mediet og tilføjer:

»Selvom vi forstår, at zoologiske haver kan føle, at en tovtrækning giver fysisk berigelse for store katte, er der mange alternative måder at gøre dette på.«

Tigeren, der trækker i rebet med kød.
Tigeren, der trækker i rebet med kød.
Vis mere

Chilwell har ikke været ude og kommentere sagen, og Chelsea afviste at kommentere på, hvorvidt tovtrækningen kunne have skadet hans knæ yderligere.

Chilwell er ikke den første Premier-League spiller, der udsættes for massiv kritik og anklager om dyremishandling.

I forrige måned havnede West Ham-spilleren Kurt Zouma i et regulært stormvejr, efter videoer afslørede, hvordan han mishandlede sin kat ved at sparke til den, slå den i hovedet og kaste sko efter den.

Zouma var efterfølgende ude og undskylde episoden.