Chelsea-spilleren Ben Chilwell er ramt af stor sorg.

I et opslag på Instagram fortæller han, at han har mistet sin far. 

'Grunden til, jeg er, hvor jeg er i dag,' skriver fodboldstjernen til et billede af faren Wayne, der er gået bort efter et år med sygdom.

'Den mest elskende far, der altid satte alle andre før sig selv og fik alle til at smile og grine. Jeg er så glad for, vi fik lov til at udleve min drøm sammen, og især at du fik set min debut for England,' skriver Chilwell og fortsætter:

'Vigtigst af alt delte vi så mange fantastiske minder uden for fodboldbanen, som jeg vil huske for altid. Jeg vil savne dig hver eneste dag, far. Jeg elsker dig så højt,' slutter han. 

Også Ben Chilwells søster, Alex, har delt den triste nyhed på sine sociale medier.

'Det hårdeste år, men du stoppede aldrig med at smile. Så taknemmelig for den tid, vi fik sammen. Jeg er så fortabt uden dig. Pas på mig deroppefra. Jeg elsker dig,' skriver hun. 

Wayne Chilwell var altid en stor støtte, når det kom til Ben Chilwells fodboldkarriere. 

Han var blandt andet med, da Chelsea i 2021 slog Manchester City i Champions League-finalen. 

Efter hans bortgang er det væltet ind med beskeder og kondolencer fra både kollegaer og fans.