Chelseas tyske landsholdsforsvarer med de sierraleonske rødder, Antonio Rüdiger, er nybagt far - og han frygter nu, at hans søn skal gå vokse op i skyggen af den racisme, som Rüdiger forleden selv smagte på.

I Chelseas 2-1-sejr over Tottenham søndag blev Rüdiger buhet ud af modstander-fansene. Det skyldtes, at han i klubbernes første møde hævdede, at han var blevet udsat for racisme fra tribunerne. En efterfølgende politiefterforskning resulterede dog ikke i nogle sigtelser - på grund af manglende beviser.

Og Tottenham-fansenes reaktion søndag blev for meget for den ellers så hårdføre forsvarsklippe.

»Racismen har vundet. De vil have, at vi skal tro, at vi ikke har nogen stemme. Det er sådan, jeg ser det. Det skyldes også medier, som selvfølgelig skrev det sådan, at ingen blev fundet skyldige, og at sagen dermed var lukket,« fortæller Rüdiger i et interview med Sky Tyskland.

Foto: DAVID KLEIN
Vis mere

»Det er derfor, at man bliver buhet, når man hæver stemmen - og det er derfor, jeg siger, at racismen har vundet.«

»Det er ikke, fordi jeg vil give op - eller stoppe med at hæve min stemme. Det vil jeg altid gøre, men jeg er alene.«

Og sagen gør den den 26-årige tysker bekymret - ikke mindst på sin fire dage gamle søns vegne.

»Det er en katastrofe. Jeg fik et barn torsdag, så det får mig til at tænke. En dag vil mit barn sandsynligvis lide på grund af måden, som vi er på i dag. Mit barn vil 100 procent sikkert også få det her (racisme, red.) at føle.«

Fodbolden har de seneste år været stærkt plaget af racisme fra tribunerne. I England har blandt andet Manchester City-stjernen Raheem Sterling været et mål for racistiske tilråb.

Også i Italien er problemet udtalt - og organisationen bag Serie A dummede sig gevaldigt forleden ved at bruge abe-billeder i en kampagne mod racisme.

Også på landsholdsniveau eksisterer udfordringen - i oktober blev EM-kvalifikationskampen mellem Bulgarien og England afbrudt, da bulgarske fans overøste de farvede engelske spillere med racistiske skældsord.

Og så sent som i sidste uge blev en Espanyol-fan anholdt for at have råbt abelyde mod Adama Traoré i Europa League-kampen mod Wolverhampton.