Eden Hazard havde ikke en god aften.

Han blev med Chelsea slået ud af Champions League, han spillede ikke specielt godt og han blev skiftet ud et kvarter før tid. Men det var faktisk ikke det værste. For belgieren fik efter onsdagens CL-exit til PSG allermest kritik fra sine omgivelser for en hændelse i pausen af ottendedelsfinalen.

Her byttede han nemlig trøje med PSGs Angel Di Maria. Det fik Chelsea-fans til at gå amok på sociale medier:

»Forræderisk.«

»Du bytter trøje i pausen af sæsonens største kamp. Flot, Hazard.«

»Jeg ville give ham en bøde for det.«

»Hvad fanden laver Hazard.«

»Han er en skændsel for holdet.«

»Skrid til PSG, vi har ikke brug for dig.«

»Når han allerede bytter trøje i pausen, er det nok fordi, han vil have Ibras efter kampen.’

»Jeg ville have skiftet Hazard ud for at bytte trøje.«

Også i tv-studierne blev det bemærket. Hos ITV gav den tidligere Manchester United-kæmpe Roy Keane sin uforbeholdne mening til kende.

»Jeg er ikke bange for at kommentere det her: Det er slemt nok at gøre det efter kampen, men i pausen? Det er chokerende,« sagde Roy Keane.

BBC-reporteren John Bennett tog dog begge spillere i forsvar: ”Jeg forstår ikke utilfredsheden mod trøjebytteriet i pausen. Det gør ikke Eden Hazard eller Angel Di Maria mindre opsatte på at vinde kampen,” lyder det.

Chelsea-manager Guus Hiddink prøvede at nedtone episoden efterfølgende:

»Det skulle ikke have været gjort, men det er ikke en stor ting. I andre lande og klubber er det normalt at gøre det.«

PSG vandt 2-1 på Stamford og gik videre til kvartfinalerne.