Den franske landsholdsspiller N'Golo Kante har i flere sæsoner været en bærende profil på Premier League-klubben Chelseas midtbane.

Men når denne sæson forhåbentlig bliver genoptaget, kan det meget vel blive uden den lille midtbanemotor på banen.

For siden tirsdag har man ikke set den arbejdsivrige franskmand på London-klubbens træningsanlæg. Noget, der skulle være en helt speciel grund til, skriver BBC.

29-årige N'Golo Kante skulle nemlig være så bange for at blive smittet med coronavirus, at han har besluttet at træne hjemme i privaten, fremfor med holdkammeraterne i Chelsea. En beslutning, som klubben støtter op om.

Her ses N'Golo Kante, da han tirsdag forlod Chelseas træningsanlæg i Cobham. Siden da har han ikke trænet med resten af holdet.
Her ses N'Golo Kante, da han tirsdag forlod Chelseas træningsanlæg i Cobham. Siden da har han ikke trænet med resten af holdet. Foto: FACUNDO ARRIZABALAGA
Vis mere

Det sker, på trods af at Premier League-klubberne ellers blev enige på et møde mandag om, at der igen kunne trænes i små grupper ude i klubberne.

Derfor deltog N'Golo Kante da også i Chelseas fællestræning tirsdag, men siden da har han altså trænet hjemmefra, hvilket dermed kan ende med at koste franskmanden resten af sæsonen, hvor der resterer ni kampe for London-klubben.

N'Golo Kantes beslutning kommer blandt andet på braggrund af, at han besvimede efter en træning i 2018, mens han mistede en bror samme år som følge af hjertestop.

Derudover viser data fra Den Nationale Statistik i London, at risikoen for at dø af coronavirus er højere for sorte mennesker end for hvide.

N'Golo Kante kan misse resten af sæsonen.
N'Golo Kante kan misse resten af sæsonen. Foto: Chris Radburn
Vis mere

Chelsea-spilleren er da heller ikke den eneste Premier League-spiller, der har valgt at blive væk fra træning.

Tidligere har Watfords anfører, Troy Deeney, fortalt, at han ikke har lyst til at træne, da han er nervøs for sin søns helbred.

»Min søn er fem måneder gammel og har haft åndedrætsbesvær. Jeg vil ikke udsætte ham for fare,« lød det fra Troy Deeney.

Det vides endnu ikke, hvornår den igangværende Premier League-sæson genoptages. Chelsea indtager i øjeblikket ligaens fjerdeplads med 48 point.