Det er yderst sjældent, at topspillere indrømmer, at de har været i gang med et klubskifte, som så alligevel ikke bliver til noget, fordi de ombestemmer sig. Men Chelseas spanske angriber Diego Costa fortæller nu åbent, at han var endog særdeles tæt på at sige farvel til London-klubben i sommerpausen.

Costa havde det svært i sidste sæson, hvor Chelsea skuffede og endte på en tiendeplads, mens Jose Mourinho blev fyret kort før jul.

Costa var kommet til Chelsea fra Atletico Madrid i sommeren 2014, og nu var han på vej tilbage til den stribede Madrid-klub.

»Ville jeg væk? Ja, ja, jeg var klar til at tage af sted. Men ikke på grund af Chelsea. Der var en ting, som jeg gerne ville ændre af hensyn til familien, men det skete ikke, og jeg er fortsat glad for at være her,« siger den 28-årige brasiliansk-fødte angriber til BBC.

Heldigvis for Chelsea endte Diego Costa med at blive klubben, der potentielt kunne have tabt en del mål, hvis angriberen var vendt tilbage. Costa har i denne sæson scoret 14 gange i 18 Premier League-kampe og er stærkt medvirkende til, at Chelsea har et forspring på seks point til de nærmeste forfølgere.

Diego Costa mener, at han har arbejdet hårdt på at tilpasse sig dommernes linje i England, hvor han mener, at hans aggressive spillestil bliver straffet.

»Jeg vidste, at jeg var nødt til at forbedre det aspekt, for her i Premier League er der ingen nåde. Det virkede som om, at dommerne var imod mig. Og hvis de ikke ville ændre sig, så var jeg nødt til det,« siger Premier Leagues øjeblikkelige topscorer, der foreløbig har tegnet sig for en tredjedel af topholdets 42 mål i denne sæson.

Han har mulighed for at udvide målkontoen onsdag aften i London-opgøret mod Tottenham.