Porto scorede sent et imponerende saksesparksmål, men røg ud af Champions League til Chelsea.

For første gang siden 2014 er det engelske fodboldhold Chelsea klar til en semifinale i herrernes Champions League.

Mod FC Porto blev det tirsdag aften til et nederlag på 0-1 i en chancefattig affære i Sevilla, hvor sidste uges første kvartfinale mellem holdene også blev spillet på grund af coronarestriktioner.

Portos Mehdi Taremi scorede et akrobatisk drømmemål i kampens tillægstid, men det var for sent til at true Chelsea, som samlet gik videre med 2-1.

I semifinalen venter den samlede vinder af kvartfinaleduellen mellem Real Madrid og Liverpool.

Spanierne har en 3-1-sejr med til Anfield før onsdagens returopgør.

I Sevilla var Porto på papiret på udebane, selv om kampen dybest set blev spillet på neutral grund igen.

Med to "udebanemål" i bagagen kunne Chelsea tillade sig at være lidt tilbageholdende, mens Porto var tvunget til at skabe noget.

Uden den danske landsholdsspiller Andreas Christensen i forsvaret holdt Chelsea dog langt hen ad vejen modstanderen fra Portugal fra store chancer.

Første halvleg forløb uden specielt mange nævneværdige muligheder, selv om Chelsea-målmand Edouard Mendy med en stor fejlaflevering forærede en af slagsen til Portos Jesus Corona efter ti minutter.

Heldigvis for Mendy blev mexicanerens skudforsøg blokeret til hjørnespark. Corona fik igen en chance fra en spids vinkel efter lidt over en halv time, men bolden endte langt over mål.

Med 0-0 ved pausen havde Chelsea-træner Thomas Tuchel det resultat, han havde brug for.

Han holdt de samme 11 spillere på banen, helt til der manglede fire minutter af kampen. Og der var egentlig heller ingen grund til at skifte, for Chelsea havde fint styr på begivenhederne.

Det uimodståelige pres fra Porto lod vente på sig, og først dybt i dommerens tillægstid kom holdet på tavlen.

Det var til gengæld også et brag af et mål, som Taremi liggende i luften hamrede i nettet, men det var for sent til at true englændernes samlede avancement.

Porto må fortsat sande, at klubben ikke har nået en semifinale, siden José Mourinho var holdets træner i 2004.

/ritzau/