Chelsea skal gå benhårdt efter både Europa League og top-4 i Premier League, mener Maurizio Sarri.

Sæsonen 2018/19 har langtfra været perfekt for Chelsea, men klubben har stadig to skud i bøssen i bestræbelserne på at få adgang til Champions League efter sommerpausen.

Holdet er både med i kampen om en top-4-placering i Premier League og i semifinalen i Europa League.

En plads i top-4 giver adgang til Champions League. Det samme gør en Europa League-triumf, men Chelsea har ikke råd til at vælge mellem de to turneringer, mener manager Maurizio Sarri.

- I øjeblikket kan vi ikke tillade os at vælge, siger manageren til klubbens hjemmeside.

- Det er virkelig svært at komme i top-4 i Premier League, men det bliver selvfølgelig også vanskeligt i Europa League, når du når semifinalen. Du kan ikke forvente at få noget foræret, men vi må forsøge i begge. Vi har ikke råd til at vælge, siger Sarri.

Chelsea møder mandag aften Burnley på hjemmebane i Premier League. Med en sejr stryger Chelsea op på tredjepladsen, men konkurrenterne fra Tottenham, Arsenal og Manchester United har derefter en kamp i hånden.

- De sidste fire-fem kampe bliver svære for alle hold, der slås for en plads i top-4. Ikke kun for os. Jeg tror, vi kan forvente nogle meget underlige resultater i den sidste del af sæsonen. Vi må bare kæmpe og se, hvad der sker til sidst, siger Sarri.

I Europa League skal Chelsea møde Eintracht Frankfurt i semifinalen. Klubberne mødes 2. maj i Tyskland og 9. maj i England.

/ritzau/