Det er blandt andet blevet foreslået, at det skal give gult kort at kramme efter scoringer i Premier League.

Chelseas manager, Frank Lampard, har torsdag forsvaret sine spillere i forbindelse med en verserende debat om målfejringer i Premier League.

Som udgangspunkt foreskriver coronaretningslinjerne i den bedste engelske fodboldrække, at "unødvendig kontakt - særligt med modstanderne - skal undgås. Det inkluderer håndtryk, highfives og kram".

Alligevel ses Premier League-spillerne ofte i en tæt klynge efter en scoring.

Og det er lettere sagt end gjort at undgå tæt kontakt i visse situationer. Det siger Frank Lampard, der for under fem år siden selv var aktiv spiller.

- Spillerne er nogle gode drenge, der gerne vil gøre det rigtige.

- I en perfekt verden luntede man bare tilbage til midterlinjen ved scoring. Men det er måske ikke altid tilfældet, og jeg synes ikke, man kan skal bebrejde spillerne, medmindre de åbenlyst forsøger at bryde reglerne, lyder det.

Storbritannien er - ligesom mange andre lande - fortsat hårdt påvirket af coronapandemien.

Derfor mener Julian Knight, der er formand i parlamentets kultur-, medie- og sportsudvalg, at spillerne sender et forkert signal.

Ifølge ham bør de straffes af dommeren, hvis de eksempelvis krammer.

- Ligesom en dommer kan give gult kort, hvis en spiller tager trøjen af (for usportslig opførsel, red.), så kunne de gøre det samme med det her.

- For det er da usportsligt at risikere, at nogen bliver smittet med coronavirus, er det ikke?, lyder det fra Julian Knight.

Premier League har været påvirket af coronapandemien, og senest blev søndagens kamp mellem Aston Villa og Everton torsdag aflyst på grund af et stort smitteudbrud hos Aston Villa.

/ritzau/Reuters