Mesterholdet Chelsea er tilbage på sporet, og det samme er holdets danske talent Andreas Christensen efter en kort skadespause.

Den 21-årige forsvarsspiller var tilbage i startopstillingen, da London-klubben mandag mødte West Bromwich på hjemmebane.

Kampen endte 3-0 til Chelsea, og dagen derpå har træner Antonio Conte kun rosende ord tilovers for danskeren.

»Vi taler om en spiller, der kun er 21 år. Han viser stor modenhed, ro og en stor personlighed,« siger Conte til Chelseas hjemmeside.

Træneren spår Christensen en lys fremtid, men den danske forsvarsspiller skal også forbedre sit spil.

»Han er rigtig god, men han skal også blive bedre. Han skal forbedre sig med bolden og finde løsninger. Han har potentialet, men igen, han er kun 21 år. Han har en strålende fremtid, som jeg ser det,« siger Antonio Conte.

Andreas Christensen fik sin debut for Chelsea i 2015. Samme år blev han udlejet til tyske Borussia Mönchengladbach. I sommeren 2017 vendte han tilbage til London-klubben.

Med mandagens sejr er Chelsea tilbage på Premier Leagues fjerdeplads, der giver adgang til kvalifikationen til næste sæsons Champions League.

/ritzau/