Filip Jørgensen var i spil til at blive udtaget til det danske fodboldlandshold, men en lyskeskade ødelagde muligheden for at blive en del af truppen.

Det stod allerede klart tidligere på ugen, og torsdag kom der flere informationer om tidshorisonten for Filip Jørgensen.

Chelsea-træner Liam Rosenior havde nemlig nyt om den 23-årige danske målmand, som har været under kniven og nu forventes ude i nogle uger.

- Filip er blevet scannet, og han havde desværre brug for en mindre operation. Det er ikke noget alvorligt, det er et spørgsmål om uger, siger Liam Rosenior til klubbens hjemmeside.

Landstræner Brian Riemer modtog et kald fra Filip Jørgensen inden tirsdagens landsholdsudtagelse, og det var ikke en opløftende samtale.

- Jeg havde en grædefærdig ung mand i røret. Filip Jørgensen var utrolig ked af det, fordi han havde glædet sig til at hjælpe os. Han kunne næsten ikke få sig selv til at ringe til mig og melde afbud, sagde Riemer tirsdag.

Få dage tidligere havde Kasper Schmeichel ringet til Riemer og meddelt, at han ville være ude med en skulderskade.

Det endte derfor med at blive Mads Hermansen, Frederik Rønnow og Andreas Jungdal, der blev udtaget som dansk målmandstrio.

Danmark møder Nordmakedonien 26. marts i en VM-playoffkamp. Ender det med sejr, venter en afgørende playoffkamp om VM-billetten ude mod enten Irland eller Tjekkiet fem dage senere.

/ritzau/