Situationen omkring Kepa Arrizabalagas mulige udskiftning er blevet misforstået, siger Chelsea-målmanden.

Det var en mærkværdig scene, der udspillede sig i slutningen af søndagens Liga Cup-finale mellem Chelsea og Manchester City.

Chelsea-manager Maurizio Sarri ville skifte sin angiveligt skadede målmand, spanske Kepa Arrizabalaga, ud, kort før at kampen skulle afgøres i en straffesparkskonkurrence, men spanieren blev på banen.

Det fik London-klubbens italienske manager op i det røde felt, men hele situationen er blevet misforstået.

Det sagde først Sarri efter kampen og nu også Kepa Arrizabalaga.

- Det har aldrig været min intention at gå imod manageren eller nogle af hans beslutninger.

- Manageren troede, at jeg ikke var i stand til at spille videre, og jeg ville sige, at jeg var i god behold og stadig kunne hjælpe holdet, imens at holdlægen, der havde behandlet mig, ankom til bænken med den besked.

- Jeg har fuld respekt for manageren og hans autoritet, skriver spanieren i et opslag på Twitter.

Kepa Arrizabalaga blev altså på banen, men kunne ikke forhindre, at Manchester City tog Liga Cup-trofæet efter at have vundet straffesparkskonkurrencen 4-3.

/ritzau/