Chelsea tager stor afstand fra de fans, der torsdag var rejst med til Ungarn, hvor klubben spillede mod MOL Vidi, og sang antisemitiske sange.

Det skriver BBC.

Det var en mindre gruppe af Chelseas fans, der i starten af 2-2-opgøret begyndte at synge antisemitiske sange om Tottenhams fans.

»Chelsea og den overvældende del af vores fans afskyr antisemitisme og enhver form for race- eller religionsrelateret had. Det hører intetsteds hjemme i Chelsea eller i vores samfund« siger en talsmand til BBC.

Callum Hudson-Odoi fra Chelsea.
Callum Hudson-Odoi fra Chelsea. Foto: Tibor Illyes
Vis mere

Dermed har Chelseas fans for anden gang på én uge gjort sig aldeles uheldigt bemærket. I weekendens Premier League-opgør mod Manchester City lød der også flere racistiske tilråb mod Manchester Citys Raheem Sterling.

UEFA har indtil videre ikke taget stilling til sagen, men forbundet siger, at de afventer dommerens kamprapport, inden de beslutter, hvorvidt Chelsea skal straffes.

Imens siger Chelsea, at de vil straffe de fans, der står bag sangene.

»Enhver person, der ikke kan samle nok hjerneceller til at forstå vores meddelelse - og som er stolt af at have udstillet vores klub på denne måde med antisemitiske sange og racistiske tilråb vil blive straffet hårdest muligt af Chelsea,« lyder det.

Chelsea vandt lørdag 2-0 over Manchester City i en kamp, hvor racistiske tilråb stjal showet.
Chelsea vandt lørdag 2-0 over Manchester City i en kamp, hvor racistiske tilråb stjal showet. Foto: ADRIAN DENNIS
Vis mere

Det er heller ikke første gang, at Chelseas fans synger antisemitiske sange rettet mod Tottenhams fans. Det var også en af disse gamle sange, der igen blev sunget på stadion torsdag.

De antisemitiske sange er også noget, klubben efterhånden er ved at være godt træt af. Klubbens ejer, Roman Abramovic, er sågar selv af jødisk tro.

»Klubben er rasende. Ikke kun over at det er sket igen - men også at det sker så tæt på hændelsen i lørdags mod Raheem Sterling,« fortæller journalisten Matt McGeehan til BBC.

Chelsea gik videre fra gruppen som ét'er på en aften, hvor FC København måtte forlade Europa League efter et nederlag til Bordeaux på hjemmebane.