Den tidligere Chelsea-spiller Michael Essien bliver assistenttræner i FC Nordsjælland.

Det oplyser Superliga-klubben onsdag på sin hjemmeside.

Aftalen med ghaneseren er kommet i stand, efter at den 37-årige tidligere fodboldspiller for nylig besøgte Farum-klubben som et led i sin træneruddannelse. Nu bliver han så hængende i Farum.

»Michael var virkelig et spændende og godt bekendtskab under sit besøg hos os, og derfor fortsatte vi dialogen med ham efterfølgende,« forklarer sportschef Jan Laursen:

»Vi kunne mærke på ham, at han også var begejstret for den filosofi og de mennesker, han mødte her i FCN, og at miljøet inspirerede ham.«

Sportschefen forklarer videre, at de i forbindelse med Michael Essiens besøg oplevede, hvordan 'det kan bidrage at have et medlem fra trænerteamet som en aktiv del af træningsmiljøet blandt spillerne'. Det skal der nu udvikles yderligere på i fremtiden med det nye samarbejde.

Også cheftræner Flemming Pedersen mener, at ghaneseren kan 'give et værdifuldt input til trænerteamet og være vores forlængede arm på træningsbanen'.

Han ser samtidig frem til at arbejde sammen med den tidligere midtbanespiller, der spillede fra 2005 til 2014 i Chelsea – suppleret af ophold i Real Madrid og AC Milan.

»Hans karriere og erfaring taler for sig selv, men når man så lægger hans ydmyge og givende personlighed oveni, så er det en unik mulighed for os til at få en person ind i trænerteamet, som kan gøre vores miljø endnu mere udviklende for vores spillere,« siger Flemming Pedersen:

Michael Essien er i første omgang tilknyttet FCN i 2020/21-sæsonen og får titel af player coach.

FCN indleder den kommende Superliga-sæson på søndag på udebane mod Brøndby.