Chelseas forberedelse til den kommende Premier League-sæson går bestemt ikke som smurt.

For hele otte spillere er havnet i coronakarantæne, skriver flere engelske medier – herunder The Telegraph og Daily Mail.

Der er tale om Tammy Abraham, Mason Mount, Christian Pulisic og Fikayo Tomori, der alle har været en tur på græske Mykonos.

Det har kostet karantæne, og derudover er Jorginho, der har været i Italien, Ross Barkley, Emerson og Michy Batshuayi i karantæne.

Den engelske storklub har tidligere meldt ud, at 'et antal spillere' er testet positiv for coronavirus, og de mange karantæner er for at beskytte resten af truppen samt trænerstaben.

Præcist hvilke spillere der er testet positiv, har klubben ikke meldt ud, men ifølge The Telegraph er der tale om hele seks spillere, der er testet positiv, og de sidste to spillere skulle være gået i karantæne, fordi de har været tæt på en smittet.

Karantænen kan have konsekvenser for Tammy Abrahams og Mason Mounts deltagelse på det engelske landshold. De er udtaget til den engelske trup, men alt afhængig af hvor længe de skal i karantæne, kan det være, de går glip af de kommende Nations League-kampe.

En klub-ejer fra Mykonos har bekræftet, at han i sidste uge havde besøg af flere af fodboldstjernerne.

»Jeg gik over for at sige hej for at sikre mig, nogen tog sig ordentligt af dem. De gik på mange barer, klubber og restauranter, hvor der var andre mennesker, og de kom steder, hvor udluftningen ikke var god nok,« fortæller ejeren, Dimitris Christoforidis, til Daily Mail.

Chelsea-spillerne er ikke de eneste, der valgte Mykonos som feriedestination.

Det samme gjorde Manchester United-kaptajnen, Harry Maguire, der endte i klammeri med en anden gruppe, hvilket kostede to nætter i fængsel og en dom for vold. En dom, han har anket.

Han er efterfølgende vendt tilbage til England, og indtil videre får han lov til at beholde anførerbindet i Manchester United.