Så sker det.

Chelsea bekræfter, at salget vil overgå til Clearlake Capital-konsortiet med Todd Boehly i spidsen.

Mandag vil de komme med flere detaljer, men nu står det klart, at Roman Abramovich-æraen er forbi. Den russiske rigmand har ejet klubben siden 2003, og i den efterfølgende periode er det blandt andet blevet til fem liga-titler og to Champions League-triumfer.

Men nu er det slut.

Todd Boehly står spidsen for den nye ejer-gruppe.
Todd Boehly står spidsen for den nye ejer-gruppe. Foto: GLYN KIRK
Vis mere

'Chelsea Football Club kan bekræfte, at der sent igår aftes er nået en afsluttende og definitiv aftale om at sælge klubben' skriver de på deres hjemmeside.

'Det forventes, at transaktionen vil blive gennemført mandag. Klubben vil komme med yderligere information herefter.'

Abramovich blev tvunget til at sælge klubben, da han blev lagt i jerngreb af de britiske myndigheder på grund af de tætte forbindelser til den krigsførende russiske præsident Vladirmir Putin. Det har gjort det praktisk talt umuligt at drive fodboldklubben fremad.

For et par dage siden godkendte de britiske myndigheder salget af klubben, der har den nette sum af 37 milliarder. Derudover klarede konsortiet testen, som Premier League udfører, når der kommer nye ejere til, hvilket var forventeligt.

Af de 37 milliarder går 21,7 milliarder kroner til at overtage samtlige aktier i klubben. De resterende milliarder skal gå til investeringer i klubben, hvilket vil gavne stadion, akademiet og kvindeholdet - og så selvfølgelig klubbenflagskib, herrernes førstehold.

Todd Boehly er ikke ny i sportsverdenen, da han ejer en del af baseballholdet Los Angeles Dodgers og WNBA-holdet Los Angeles Sparks.