Chelseas er klar til 16.-delsfinalerne i Europa League efter udesejr på 1-0 over hviderussiske Bate Borisov.

Engelske Chelsea er klar til 16.-delsfinalerne i Europa League.

Det stod klart, da Chelsea på udebane besejrede hviderussiske Bate Borisov 1-0 torsdag.

Dermed nåede Chelsea op på 12 point i fire kampe i gruppe L, og avancementet er dermed sikret med to resterende runder i gruppen.

Danske Andreas Christensen var med i forsvaret hos den engelske klub, hvor han sammen med Gary Cahill var placeret centralt.

Chelsea måtte være tålmodig i Hviderusland, efter at holdet hjemme slog Bate Borisov 3-1 i det seneste opgør.

Efter 52 minutter slog Olivier Giroud dog til med kampens eneste scoring.

Emerson leverede et fornemt indlæg fra venstre side, og den franske angriber kom foran sin oppasser og headede bolden i mål ved nærmeste stolpe til 1-0-føring.

Syv minutter senere måtte træværket redde for Chelsea for anden gang i opgøret, da Igor Stasevich forsøgte sig.

Hjemmeholdet satte i det hele taget en offensiv ind, men hviderusserne skulle omvendt passe på Chelseas kontramuligheder.

I tillægstiden fandt Bate Borisov endnu en gang vej til træværket uden held, og der var ikke flere mål i kampen.

Dermed må Bate Borisov kæmpe med ungarske Vide og græske Paok om den sidste gruppebillet videre i turneringen.

For belgiske Anderlecht bliver det ikke til avancement fra gruppe D. Anderlecht tabte ude med 0-2 mod tyrkiske Fenerbahce, og dermed ligger traditionsklubben sidst i gruppen uden mulighed for at gå videre med to gruppekampe tilbage.

Det er sjette gang Anderlecht deltager i gruppespillet i turneringen, og tidligere er klubben hver gang gået videre.

I 2017 nåede Anderlecht frem til kvartfinalen.

/ritzau/