Fodboldklubben Club Brugges cheftræner, Ivan Leko, skal torsdag afhøres i en sag om mulig økonomisk svindel og matchfixing, der har ramt europæisk fodbold.

Det meddeler nyhedsbureauet AP.

Fodboldagenterne Mogi Bayat og Dejan Veljkovic skal ifølge nyhedsbureauet Belga også afhøres, og det samme skal to fodbolddommere efter planen.

Allerede onsdag kom det frem, at flere europæiske storklubber blev ransaget af politiet. En melding, der ifølge flere internationale nyhedsbureauer kom fra de belgiske myndigheder.

Club Brugges træner Ivan Leko skal nu forklare sig.
Club Brugges træner Ivan Leko skal nu forklare sig. Foto: FRANCOIS LENOIR
Vis mere

I alt skulle der være tale om 44 ransagninger i Belgien - og den ene har altså efter alt at dømme været i Club Brugge.

Derudover blev klubber i Frankring, Luxemburg, Cypern, Montenegro, Serbien og Makedonien også undersøgt af i alt 220 betjente.

Den belgiske anklagemyndighed hævder, at der det seneste år er indsamlet materiale, der kan bevise, at flere agenter har foretaget pengeoverførsler, der ser mistænkelige ud.

Og det er ikke det eneste, der er under luppen.

For anklagemyndigheden i Belgien hævder desuden, at der er indikationer på matchfixing, og det fik Belgiens justitsminister, Koen Geens, til tasterne på Twitter.

'Matchfixing er med til at undergrave integriteten i sporten. Vi arbejder for en fair sport,' skrev han i et opslag onsdag aften.

Den belgiske klub Anderlecht bekræftede onsdag på klubbens hjemmeside, at den er blevet undersøgt af politiet.

'Klubben samarbejder fuldt ud i forbindelse med undersøgelsen og har ikke yderligere kommentarer,' skrev klubben.