Fra 2007 til 2015 kæmpede hun for Sverige i landsholdsdragten. Nu er hun i kamp for en større sag. Sit liv.

41-årige Charlotte Rohlin modtog i december den frygtelige besked, at hun har fået en aggressiv form for brystkræft, og hun fortæller nu i interview med de svenske medier Expressen og SVT, hvor hun lader tårerne få frit løb, at hun er indforstået med døden.

Selv om hun ikke giver op, giver det hende triste tanker som:

»Skal jeg kun have tre år med min datter?« siger hun ifølge Expressen, hvor hun også erkender, at oddsene for at klare den er små.

Charlotte Rohlin fik konstateret kræft i december.
Charlotte Rohlin fik konstateret kræft i december. Foto: THOMAS BOHLEN
Vis mere

»Jeg fik en manual til, hvordan man overlever, men jeg tør ikke rigtig håbe endnu.«

Fra hun for et halvt år siden fik den hårde besked, har man på Charlotte Rohlins Instagram-profil kunnet følge med i forløbet, og hun har blandt andet lagt en video op af sig selv foran spejlet, da håret faldt af så let som ingenting.

For to uger siden fik hun så opereret sine bryster og tre lymfeknuder væk, og snart skal æggestokkene have samme tur for at forhindre kræften i at sprede sig.

»Jeg har nok ikke rigtig forstået andet, end at det her sker for mig,« siger hun til SVT og fortsætter om sine tvivlsspørgsmål til lægerne:

»Jeg spurgte også, om jeg skulle dø. Så svarede de: 'Det er det, vi skal hjælpe dig med, så du ikke gør det. Vi vil gøre alt, for at du skal klare den,'« lyder det videre fra den tidligere svenske landsholdsforsvarer, der modtager en masse opbakning i sin kamp for at overleve og også gør sit for at udnytte sin platform til at advare andre.

»Jeg fandt selv min tumor, og jeg har nu det formål at nå ud til kvinder med budskabet om at føle og mærke efter på deres bryster. Det kan virkelig have reddet mig,« siger hun og pointerer, at hun er glad i øjeblikket og håber, at der ikke kommer en forværring.

»Fremtiden er lagt lidt på is. Men jeg håber selvfølgelig, jeg bliver rask.«

Charlotte Rohlin fik 77 landskampe for Sverige inden sit karrierestop.