Gruppespillet i fodboldens Champions League ser ud til at blive skrottet i nyt format med 36 deltagere.
Den bedste internationale klubturnering i europæisk fodbold, Champions League, er "kort tid" fra at kunne præsentere et "tæt på ideelt turneringsformat" gældende fra sommeren 2024.
Det siger Andrea Agnelli, der er formand i klubsammenslutningen European Club Association (ECA), der repræsenterer mere end 200 af Europas største klubber. Derudover er han også bestyrelsesformand i Juventus.
»Jeg håber, at det hele kommer på plads i løbet af et par uger,« siger han.
Gruppespillet forventes at blive skrottet i det nye format. Deltagerantallet skal udvides fra 32 til 36.
Alle hold bliver en del af den samme ligatabel. Hvert hold møder ti forskellige modstandere, og fem af kampene spilles på hjemmebane, mens fem af kampene spilles på udebane.
Efter de ti spillerunder skal de bedste hold mødes i en knockoutfase, der minder om den, der er i turneringens nuværende format.
Det er dog endnu ikke på plads, hvordan adgangslisten skal være, hvis der fremover er plads til yderligere fire klubber.
Skal det være pladser tilegnet eksempelvis det femtebedste hold i England og Spanien, eller skal muligheden for eksempelvis at få danske, svenske eller ungarske mesterhold øges? Den diskussion pågår fortsat.
»Der er detaljer, som skal afklares, og en af dem er adgangen til turneringen. Hvis vi får fire ekstra pladser, hvordan skal de så allokeres?«
»Det forventer jeg, at vi stort set får styr på i løbet af et par uger. Så vi er tæt på at få en ideel Champions League,« siger Andrea Agnelli.
Turneringsformatet skal skabe øget spænding tidligere i turneringen. Med flere kampe for alle deltagende hold er det også planen, at tv-rettighederne stiger i pris til gavn for de deltagende klubber.
Bliver formatet vedtaget er det samtidig, anses det som et foreløbigt dødsstød til planerne om en lukket europæisk udbryderliga.
Aktuelt er seks danske klubber medlem af ECA, fremgår det af klubsammenslutningens hjemmeside: AaB, Brøndby, FC København, FC Midtjylland, FC Nordsjælland og OB.
/ritzau/AFP