Mike Tullberg kan være på vej til et kæmpe job.

Det danske trænertalent, der står i spidsen for Dortmunds succesfulde U19-hold, har tiltrukket sig så positiv opmærksomhed i det tyske, at han bliver nævnt til et job i en klub, der har spillet Champions League-1/8-finale i år.

Bild er normalt velinformeret – især omkring Dortmund-anliggender – og de fortæller, at den danske trænerjuvel kan blive fisket af Frankfurt.

De kan få svært ved at holde på deres succestræner Oliver Glasner, der lige nu linkes til Tottenham efter manager Antonio Contes udbrud mod klubben.

Glasner har tilsyneladende fået et kontraktudspil fra Frankfurt, der lyder på tre år og en lønstigning fra 2,1 mio.euro  til tre millioner euro om året. Årslønnen ville i så fald overstige 22 millioner danske kroner, men det kan vise, sig at det ikke er nok for at holde på ham.

Østrigeren har vundet Europa League med Jesper Lindstrøm og co. og kan tænkes at ville videre.

Nu peger Bild så på en dansker som mulig afløser.

Tullberg har kun tabt tre af 51 kampe med sine unge kometer og er bundet til traditionsklubben til 2026, så de ser også en stor stjerne i den 37-årige dansker.

Lige nu ligger Frankfurt nummer seks og er netop blevet ekspederet ud af Champions League efter overbevisende Napoli-sejre i 1/8-finalen.

For et år siden fortalte Tullberg B.T., at han havde fået flere tilbud – læs mere her