Celtic-træner bakker op om Kasper Høgh efter 15 kampe uden mål
Bedre tider er på vej, spår Celtic-træner Martin O'Neill efter Kasper Høghs 15 kampe uden mål.

Bedre tider er på vej, spår Celtic-træner Martin O'Neill efter Kasper Høghs 15 kampe uden mål.

Kasper Høgh var tidligere i denne uge ikke med i den trup, som landstræner Brian Riemer udtog til de kommende kampe mod Portugal og Wales.
Angriberen kom ind fra bænken i alle fire kampe i Nations League i seneste samling, men er sat helt uden for truppen efter en lang periode for klubholdet Celtic uden scoringer.
Torsdag rundede Høgh 15 kampe uden at få nettet til at blafre, da Celtic slog Besiktas 3-2 i Europa League.
Celtic-træner Martin O'Neill er dog glad for Høghs arbejde på banen mod tyrkerne og bakker op om danskeren, hvis direkte konkurrent, Camilo Duran, er mere målfarlig for tiden.
- Jeg vil gerne have, at mine centrale angribere kan holde fast i bolden, og det var det, han gjorde.
- Han er ikke Duran. Han er ikke en dribler. Men hvis han kan gøre det her for os mod stærke modstandere, stiller det ham godt fremover, siger O'Neill ifølge The Scotsman.
Colombianske Duran har scoret syv mål i sine seneste otte kampe. Han kan mere naturligt end Høgh også spille som kantspiller, men er bedst centralt, erkender O'Neill.
Foreløbigt har Høgh dog trænerens tillid, og bedre tider er på vej, spår O'Neill.
- Jeg ville se ham være stærk og kæmpe, når bolden blev spillet op til ham. Han gjorde det rigtig godt og bragte sine medspillere med i spillet.
- Husk nu, at den her fyr har scoret mål i Champions League. Præstationen (mod Besiktas, red.) vil give ham selvtillid, fordi han lykkedes så godt med den del af spillet.
Ifølge Sky Sports og andre medier betalte Celtic i sommer et beløb svarende til omkring 96 millioner kroner plus bonusser for Høgh. Det er klubbens dyreste indkøb nogensinde.
Det skete, efter at Høgh for Bodø/Glimt havde scoret mod blandt andre Inter, Manchester City og Atletico Madrid i Champions League.
I sin anden kamp for Celtic lavede Høgh hattrick i en 5-1-sejr over Kilmarnock. Det er indtil videre hans eneste mål for klubben. Han har dog lavet fire assister til holdkammerater i den lange periode uden mål.
RITZAU